Forside | Kurv | Bestil | Vilkår | Kontakt | Anmeldelser | Fiskehistorier | Kørevejledning
Se indhold af kurven

0 vare(r) i kurven 
I alt 0,00 DKK


 
 
 
 
 
 
 
 
 
Anmeldelser

 

Badger Overnighter

100 % vandtæt 60” parasol i nylon med påsvejsede sider. Materialet er slidstærkt i god engelsk kvalitet. Leveres i lækker nylonpose for optimal beskyttelse. Integreret med stormcaps

En rigtig lækker parasol, specielt designet til den mobile fisker. Tilbyder god beskyttelse og masser af plads til bedchair og grej. Kan både bruges til dagture og overnatninger.

Selv har jeg brugt den fra midt i april, på overnatninger efter storkarusser med stor tilfredshed. Kombineret med overwrappet har jeg fundet den perfekte erstatning for min bivvi, som nok kommer til at samle lidt støv nu. Vil karakterisere den som mit bedste køb længe til billige penge.

Kan suppleres med Overnighter Groundsheet og Overnighter Winter skin overwrap og derved forvandles til en varm og tæt bivvi.

Ole Aaslo


Badger Overnighter
Her i foråret har jeg været på udkig efter et ny telt til mit fiskeri. Jeg ville gerne have min oppakning minimeret, så jeg kunne slæbe det rundt alene på korte ture, og dertil var mit gamle telt alt for sort med sin 12-13 kilos kæmpetaske.

På det seneste havde jeg også bemærket en stigende antipati mod telte, ved flere vande blev det påpeget at telte med fast bund ikke ville blive tolereret. Alt i alt følte jeg det var på tide at kigge efter noget andet en mit 2 mands camotelt, der fylder som et mindre parcelhus.

Min løsning var klar, en oval parasol! Den ville kunne rummes i min holdall, og burde være rigeligt stor til at huse mig. Samtidigt er den meget mobil, og kan pakkes hurtigt ned om forhodene kræver det.

Nu kom den svære del så, hvilken parasol skulle det være! Jeg kiggede (savlede) selvfølgelig efter dem fra Nash, FOX, JRC osv., og jeg begyndte også at spare op til en af disse, samt at læse alt hvad jeg kunne finde af meninger og anmeldelser. Men så en dag begyndte at støde på mærker som var markant billigere, og pludselig blev jeg meget nysgerrig om hvorvidt de her parasoller til under 1000 kr kunne matche de veletablerede mærkers kvalitet.

Jeg var dog noget tøvende, især fordi jeg indledningsvis kun kunne finde de udenlandske butikker. Det havde ikke været et problem med et produkt jeg følte mig tryg ved, men det var meget svært at finde info om de billige mærker, så jeg vidste reelt intet om dem. Ved et tilfælde fandt jeg en dansk forhandler af mærket Badger, nemlig www.grejsiden.dk. Badger er rent faktisk det billigste af de fabrikater jeg havde stødt på, og jeg havde kunnet finde én enkelt anmeldelse af deres Overnighter parasol som lød meget positiv. Derfor tog jeg kontakt til Grejsiden
for at høre mere.

Herfra fik jeg et tilbud om fuld tilfredshed eller pengene tilbaws (inkl. mine fragtomkostninger), og så var jeg ikke så tøvende længere. Jeg fik bestilt et fuldt sæt hjem, parasol, groundsheet, overwrap samt 4 stormpoles og alt dette koster i omegnen af 1800 kr. Det er samme pris som de velkendte navne tager for deres parasol alene! Badgers parasol alene koster 599,-.

Et par uger efter, da jeg var komemt hjem fra det store udland, var parasollen kommet hjem til mig, og jeg fik lejlighed til at stille den op i haven og lege lidt med den. Lad mig sige med det samme, jeg var meget imponeret!

Materialet er kraftigt, ligeså kraftigt som andres modeller til 1500 kr, jeg har stået med en dyrere og tjekket efter. Syninger og ribber er også i en kvalitet der fuldt ud kan matche konkurrenterne. Hvad var det så der adskiller den fra mærker til det 2- og 3dobbelte? Tjaa... jeg ve' ikk det!

Parasollen blev stillet op i haven, det tog mig omtrent 5 minutter første gang, og det var i meget roligt tempo. Den er simpel at slå op, for alle ved vel hvordan man åbner en paraply, og den står stabilt. Jeg rev den rundt i kraftige bevægelser, for at se hvordan den stod, og ja den bevæger sig, men det gør alle parasoller, og det er slet ikke nok til at være et problem, den står fint nok fast. Igen tror jeg ikke et dyrere mærke har nogen fordel her. Groundsheetet er nemt og ligetil at klipse ind, det kan man gøre både før og efter resten er sat op. Selve klipsene er nok det eneste jeg ar noget at udsætte på, de føles ikke som superkvali, de passer ikke 100% til hinanden, men virker dog stærke nok. Derudover har groundsheetet nogle velcro patches, hvis funktion jeg simpelthen ikke kan gætte. Måske jeg bliver klogere en dag. Sammenpakket vejer Badger Overnighter omkring 6 kilo, og kan snildt ligge i sidelommen på min holdall.

Efter at have haft den stillet op i haven, måtte den ud på en fisketur som næste test. To enkeltnats ture i Vestvolden, med masser af regn skræmte den ikke. Jeg lå fint og tørt under den, men jeg indkasserede nogle myggestik fordi jeg lå med åben front. Sidstnævnte er noget man må indstille sig på ligemeget hvilken parasol man bruger. Under parasollen var der snildt plads til min bedchair, og mit andet grej kunne også fint ligge der, intet lå udsat for regn. Der var ikke meget blæst dernede, da volden er godt afskærmet, så jeg manglede stadig at teste den i vind. En parasol bør stilles med ryggen mod vinden, det siger sig selv, og det gjorde jeg også da jeg ville tørre den hjemme i haven. I løbet af dagen vendte vinden dog 180 grader, hvilket resulterede i at parasollen blev blæst løs. Så tag altid højde for vinden når du stiller en parasol op! De medfølgende stormcaps er fuldt drejelige, og det var jeg glad for her, for ellers havde mine stormpoles nok ødelagt ribberne da parasollen trillede rundt.

Næste tur var til Vallensbæk, med 2 overnatninger. Vejret stod på regn de første 15 timer, og let til frisk vind hele weekenden. Endnu engang klarede den regnen fint. Hverken jeg eller mit grej blev vådt, og jeg havde mere med denne gang end på de foregående ture. Min fiskemakker sagde meget rammende: "Ok, der er mere plads end man regner med under den!" Med hensyn til vinden så stod den fint, jeg havde sørget for at vende parasollen korrekt. Selv i vindstød, der af og til var ret kraftige, blev den kun blidt rusket. Takket være vinden var der også færre myg denne gang! Min konklusion er at Badger Overnighter er en parasol jeg inderligt vil anbefale frem for dyrere mærker. Med 1000 kr. sparet er det svært at argumentere for de andres eventuelle fordele, og Badgers er uden tvivl høj kvalitet til prisen! Der er nogle ting man skal være opmærksom på: Man SKAL have et par stormpoles med, ellers kan den ikke stå op. En parasol er ikke et telt, der er mindre komfort, og den blir koldere om vinteren. Og som førnævnt, vend altid ryggen mod vinden.
Jeg har endnu ikke fået overwrappet og derfor heller ikke haft det i brug, så jeg kan ikke fortælle om kvaliteten af det, eller hvor meget kondens det giver. Det må i have til gode.

Tak til Grejsiden for fremragende service!

Daniel Pino Maldera


Badger TWIN TOP AVON SPECIALIST
Denne 11 ft specialiststang er en fantastisk allround stang. Stangen er bygget på  high modulus klinger, bestående af en Bunddel med screw down hjulholder og korkhåndtag i flot finish.

Stangen består af to topdele:
En flåd-del  med gevindtopøje og med en test kurve 1¼ lb. – ideel til grovere flådfiskeri efter brakvandsaborre, store brasen og suder, men har samtidig rygrad til at tumle selv middelsvære karper.. Man er ikke helt så bange ved fiskeri op af åkander og siv…

Samtidig har jeg også brugt stangen til method-/ledgerfiskeri efter karusse og brasenfiskeri med tunge feeders med stor succes. Kastevægten er ca. ½ til 3 oz

Karusse på 1,64 kg taget på Badger Twin Top Avon Specialist. Den anden top er en decideret quiver tip til bundfiskeri, hvor en større følsomhed opnås med slankere spids. Spidsen er perfekt til almindeligt bundfiskeri. Kastevægten er ca. ½ til 2 oz.  

Stangen er lavet efter anvisninger af Des Taylor, som er senior consulent for Badger og kendt engelsk skribent, fotograf og specimenfisker. Det er klart den bedste specialiststang som jeg nogen siden er set i den prisklasse…

Men den burde nok også koste det dobbelte

Ole Aaslo
Testfisker for www.grejsiden.dk

 
       
Søg:
 

Grejsiden.dk - Kalkgravsvej 22 - 4000 Roskilde - Telefon: 40 20 34 75